I Aalborg er der kræfter i gang for at få lavet en skulptur af kvindesagspioneren, Bodil Begtrup, der tog studentereksamen
på Aalborg Katedralskole i 1921. Selv om kvinders vilkår har forbedret sig meget gennem de sidste 150 år, er der stadig
få skulpturer i det offentlige rum af de kvinder, der ligesom Bodil Begtrup har været med til at ændre kvinders liv og
muligheder. På denne byvandring i Aalborg vil vi derfor sætte et minde for nogle af de mange kvinder, der har været med
til at gøre en forskel.
På turen fortæller historiker Dorte Christensen om nogle af de markante og iderige kvinder, der har haft deres gang i byen.
Nogle af dem gjorde gennem deres indsats en stor forskel for deres medmennesker, mens andre skubbede grænserne for
kvinders muligheder og indflydelse gennem deres insisteren på selv at vælge, hvordan de ville leve deres liv. De fleste
af de kvinder, man kommer til at høre om, kan man kun i begrænset omfang finde i historiebøgerne, selv om de blev
forbilleder, som viste, hvad kvinder kan udrette.
Vi begynder turen foran Aalborg Katedralskole, hvor man blandt andet kan høre mere om Bodil Begtrup. Derefter vil man på
turen gennem den centrale del af byen ”møde” flere af byens markante kvinder, der hvor de færdedes.
Turen er samtidig et strejftog gennem de sidste 150 års kvindehistorie med enkelte afstikkere til tidligere perioders
mere fastlåste kvindesyn og kønsroller.